Overførsel af Shopify-administrerede domæner til en anden butik eller domæneudbyder
Hvis du har et Shopify-administreret domæne, og du ikke længere vil bruge det i din Shopify-butik, kan du overføre dit domæne til en anden Shopify-butik eller domæneudbyder. Hvis du planlægger at deaktivere din Shopify-butik, og du fortsat vil bruge dit Shopify-administrerede domæne, skal du overføre dit domæne, før du deaktiverer din butik.
På denne side
Overførsel af et Shopify-administreret domæne til en anden Shopify-butik
Du kan overføre et Shopify-administreret domæne fra én butik til en anden Shopify-butik fra siden Domæner. Når du overfører dit domæne, følger dine adresser til videresendelse af mails, DNS-poster og underdomæner med domænet.
Det er kun butiksejeren og en medarbejder med tilladelsen Overfør domæne til en anden Shopify-butik, der kan overføre et Shopify-administreret domæne. Hvis du vil ændre den mailadresse, du modtager overførselsmailen på, skal du opdatere butikkens mailadresse, inden du fortsætter.
Fremgangsmåde:
Gå til Indstillinger > Domæner i din Shopify-administrator.
Klik på navnet på det domæne, du vil overføre, i afsnittet Domæner.
Klik på Indstillinger for domæne > Overfør til en anden Shopify-butik.
Bekræft, at din mailadresse som butiksejer er opdateret, og klik derefter på Send overførselslink.
Gør et af følgende, når du modtager mailen om overførsel:
- Hvis du er ejeren af den anden butik eller en medarbejder med tilladelsen Overfør domæne til en anden Shopify-butik, skal du klikke på overførselslinket i mailen og logge ind på den Shopify-butik, du vil overføre domænet til.
- Hvis du ikke er ejeren af den anden butik eller en medarbejder med tilladelsen Overfør domæne til en anden Shopify-butik, skal du videresende mailen til en person, der har den relevante tilladelse til butikken.
For at domæneoverførslen kan lykkes, skal butiksejeren eller medarbejderen med den relevante tilladelse logge ind på Shopify-butikken direkte fra overførselslinket i mailen. Når overførslen er accepteret, kan det tage op til 24 timer, før domæneoverførslen er fuldført.
Overførsel af et Shopify-administreret domæne til en anden domæneudbyder
Hvis du vil overføre et Shopify-administreret domæne til en anden domæneudbyder, skal du overføre domænet fra din Shopify-administrator. Når du starter overførselsprocessen, låses dit domæne automatisk op. For at fuldføre overførslen skal du give din nye domæneudbyder en autorisationskode for domænet.
Gennemgå følgende oplysninger, før du overfører et domæne til en anden domæneudbyder:
- Du skal være butiksejer for at kunne starte overførslen.
- Hvis du overfører dit domæne til en platform, der ikke bruger HTTPS, vises der i de næste 90 dage en fejlmeddelelse i browseren, når nogen forsøger at besøge dit domæne. Få mere at vide om Shopifys HSTS-politik (HTTP Strict Transport Security) og løsning af sikkerhedsfejl.
- For at dit domæne kan overføres, skal du vente 60 dage efter at have udført følgende opgaver:
- køb af domænet
- overførsel af domænet til Shopify
- ændring af dine kontaktoplysninger
Hvis dit domæne har en af følgende endelser, kan du ikke selv overføre domænet fra din Shopify-administrator:
.be.co.uk.de.ec.eu.se.ph
Kontakt Shopify Support for at starte overførselsprocessen.
Du kan få flere oplysninger hos Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN).
Fremgangsmåde:
Gå til Indstillinger > Domæner i din Shopify-administrator.
Klik på navnet på det domæne, du vil overføre, i afsnittet Domæner.
Klik på Indstillinger for domæne > Overfør til en anden udbyder.
Gennemgå oplysningerne, og klik derefter på Bekræft. Autorisationskoden for domænet vises på dit domænes informationsside.
Giv autorisationskoden for domænet til din nye domæneudbyder for at bekræfte overførslen. Det kan tage op til 7 dage at gennemføre en vellykket overførsel.
Hvis du ikke fuldfører domæneoverførslen inden for 30 dage, bliver dit domæne låst igen. Hvis du vil fuldføre en overførsel efter 30 dage, skal du annullere den eksisterende overførsel og starte overførselsprocessen forfra.
HTTP Strict Transport Security (HSTS)
HTTP Strict Transport Security (HSTS) er en websikkerhedsmekanisme, der sikrer, at browsere kun opretter forbindelse til din webshop via en sikker HTTPS-forbindelse. Brug af en sikker forbindelse forhindrer bestemte typer netværksangreb og er med til at sikre dine og dine kunders data. HSTS er altid aktiv på dit domæne, så længe dit domæne har forbindelse til din Shopify-butik.
Hvis du fjerner et domæne eller forlader Shopify helt, gælder Shopifys HSTS-politik fortsat for dit domæne i yderligere 90 dage. Hvis du overfører dit domæne til en anden platform, der bruger HTTPS, behøver du ikke at gøre mere.
Hvis du overfører dit domæne til en platform, der ikke bruger HTTPS, vises der i de næste 90 dage en fejlmeddelelse i browseren, når nogen forsøger at besøge dit domæne. Fejlmeddelelsen kan f.eks. være, at der ikke er tillid til websitet, eller at certifikatet ikke er gyldigt. I så fald kan du gøre et af følgende:
- Vent, til perioden på 90 dage er udløbet.
- Overfør dit domæne til en platform, der leverer et nyt TLS-certifikat.
- Køb et TLS-certifikat fra en certifikatudsteder.
Hvis du har spørgsmål om HSTS, kan du kontakte Shopify Support.